Jeg “brænder” for at arbejde med børn, der har behov for talepædagogisk hjælp til at komme igennem deres udtalevanskeligheder. Det er ikke alle børn, der får den hjælp, de har brug for, og her står jeg til rådighed.
Jeg bruger anerkendte undervisningsmetoder, følger med i nyeste forskning inden for børn med sproglige problemer, jeg udvikler selv meget af mit undervisningsmateriale, og jeg har optimeret mine metoder og teknikker til børn med sproglige problemer. Materialet og metoderne har i deres grundform været inspireret af, at jeg har været tilknyttet småbørnsafdelingen på Region Midt’s Taleinstitut i Risskov.
Jeg går gerne “en ekstra mil” for at nå ind til et barn med vanskeligheder for at opnå det forventede resultat – en sproglig udvikling. Jeg har mange forskellige tangenter at spille på overfor børn, og jeg når stort set altid ind til hvert enkelt af dem. Jeg kan tillade mig som privat praktiserende Talepædagog at bruge ekstra tid og gøre en ekstra indsats overfor et barn med særlige behov, for som selvstændig bestemmer jeg selv over min tid. Dette er en kvalitet ved min undervisning og kan gøre den afgørende forskel overfor det enkelte barn.